oh yeah...

jeg tør næsten ikke sige det højt, så jeg hvisker...
denne sætning har jeg hørt et par gange de sidste par dage:

"mor, jeg har sådan lyst til at spille guitar"

og med søde toner i mit øre, danser en stille
dans i mit hovede: "yes! "

så har det alligevel betalt sig alle de gange,
hvor jeg var anstrengende ond og tvang ham til at spille...
mon det er en slags hjernevaskning? hvis man bliver
tvunget til at gøre noget dagligt, selvom om man ikke
altid gider, ender det med, at man ikke kan leve uden?

nu vil han ikke kun være professionel basketball spiller,
men også berømt superguitarist.

det er jo godt at have noget at falde tilbage på...